68 RÅD TIL HJEMMEARBEJDET er bogen til dig, der arbejder hjemme – uanset om det er dagligt eller blot et par dage om ugen. Her får du gode råd til at tage hånd om de ting, der ikke virker for dig på hjemmearbejdspladsen, så manglende motivation kan blive til tårnhøjenergi og masser af arbejdsglæde.
Ingen frokostordning, ingen til at give dig et skulderklap, ingen at ’smalltalke’ med. At arbejde hjemme er ikke altid lige let. Til gengæld har du kun 17 skridt ud til kaffemaskinen, er fri for transport, har ro til fordybelse, bliver sjældent forstyrret og du kan sidde i joggingtøj og bruge dit eget badeværelse.
At arbejde hjemmefra kan være vejen til et lykkeligt arbejdsliv, men er du ikke opmærksom på faldgruberne kan det gå ud over din effektivitet, motivation og arbejdsglæde. Bogen er baseret på interviews og spørgeskemaundersøgelser blandt medarbejdere der på godt og ondt har gjort sig erfaringer med at arbejde hjemmefra. Den indeholder 68 konkrete råd om alle aspekter af hjemmearbejdet lige fra hvordan du indretter arbejdspladsen, husker pauser, planlægger arbejdet, får tingene gjort til hvordan du får opfyldt dine behov for social kontakt og anerkendelse.
Hvad siger andre om bogen?
Gode konkrete råd til at gøre hjemmearbejdet til en god oplevelse med både arbejdsglæde, motivation og produktivitet. For alle, der i stigende grad skal vænne sig til den nye måde at arbejde på.
Bogen er yderst konkret og opstillet i en klar og grafisk overskuelig form. Den kan læses i sin helhed, eller læseren kan plukke enkelte relevante kapitler ud. Er skrevet i et ligefremt sprog og er hurtigt læst.
Fra bibliotekernes lektørudtalelse.